Med samarbejde kommer man længst
I projektet deltager alle led i forsyningskæden, fra landbruger til detailhandlen. Ved at dykke ned i hvert led af kæden, vil forskerne blive klogere på, hvor det bedst kan betale sig at implementere de nødvendige ændringer.
Ændringerne kan være små detaljer såsom de handsker, der bruges under høst eller ved at udelukke sorter, som ikke er egnet til opbevaring. Det kan også være større, mere indgribende ændringer som opbevaring i kontrolleret atmosfære, hvor luftens ilt- og kuldioxidsammensætning ændres, så produkterne holder længere. Den metode har indtil videre set mest lovende ud i spidskål.
”Hvis vi kan implementere kontrolleret atmosfære i Danmark, så kan vi forlænge sæsonen, og den danske produktion. Det kan betyde, at de danske producenter kan levere en større del af året.” Sådan udtaler forsker Alexandru Luca sig om metodens potentiale.
I de indledende undersøgelser har det vist sig, at spidskål er den kåltype, som med implementeringen af projektets mange metoder kan holde sig længst fra jord til bord.
”Spidskål høstes fra juni til oktober/november. Indtil nu har producenterne været i stand til at opbevare kålen indtil omkring januar måned, men hvis vi kan forlænge sæsonen yderligere, kan det betyde, at Danmark kan blive mere selvforsynende med spidskål.”
Alexandru argumenterer for, at en essentiel del af projektets succes ligger i det samarbejde, der er mellem Aarhus Universitetet og projektets partnere.
”Hvis de enkelte led i forsyningskæden er villige til at implementere ny viden, så kan vi måske med tiden opnå en meget høj grad af selvforsyning af spidskål. Desværre er dette dog ikke muligt hverken med broccoli eller blomkål.”
Disse kåltyper har ikke egenskaberne til at kunne opbevares nær så længe efter høst som spidskål. Men, selvom det ikke er muligt at blive selvforsynende med broccoli og blomkål året rundt, så mener forskerne alligevel, at det er muligt at forlænge disse kåltypers salgsvindue.
CabExtend forventer med en fuld indfasning af projektets resultater i 2032 at kunne reducere spildet af broccoli, blomkål og spidskål betragteligt samt at forlænge sæsonen med uger og måneder afhængig af kåltype.
Projektet fik tilsagn i GUDP’s første ansøgningsrunde i 2024 og har en forventet afslutning i slutningen af 2027.