Projektet vil teste, hvor effektive hvepse er til at fjerne sommerfuglelarver fra grønkål. Kan de fjerne larverne hurtigt nok til at beskytte kålene lige så godt som et plastiknet, så kålavlerne kan få deres vante udbytter - men uden brug af plastik?
Dette undersøges ved at lokke hvepse ud på kålmarker med sukkerautomater som WaspAlliance, fra tidligere forskningsprojekter ved, at hvepsene er glade for. I tilfælde af at sukkerautometerne ikke lokker tilstrækkeligt med hvepse ud på markerne, vil projektet sideløbende udvikle metoder til at producere hvepseboer, der bosættes i kunstige hvepsekasser, som kan åbnes og lukkes efter behov. Dermed vil disse kunne flyttes ud til marker, der har behov for beskyttelse. Det vil også betyde, at avlerne kan lukke ned for hvepsenes aktivitet på dage, hvor der er brug for arbejdsro på marken.
Det er arten "almindelig og tysk gedehams", som testes i dette projekt.
Målet med aktiviteterne er at skabe en ny biologisk løsning til bæredygtig plantebeskyttelse. Forskerne bag dette projekt er tidligere lykkes med at bruge myrer til biologisk bekæmpelse af skadevoldere i æbleplantager, men har i andre afgrøder brug for organismer med en længere rækkevidde end myrer, så de kan nå ind på midten af store marker. Og det kan netop hvepsene, fordi de i modsætning til myrerne er flyvende. Lykkedes det at bruge hvepse til at bekæmpe larverne, vil det give de økologiske avlere endnu et værktøj til at opnå en bæredygtig plantebeskyttelse og spare vores miljø for store mængder plastik.
Hvepse er ikke kun velegnede til at beskytte kål. Det forventes, at de kan beskytte mange andre afgrøder imod mange forskellige skadedyr. Projektet er derfor et skridt hen imod at gøre biologisk bekæmpelse succesfuld i åbne systemer, som den allerede er det i drivhuse. I de indendørs lukkede systemer har biologiske løsninger udkonkurreret kemisk bekæmpelse. Selv et lille skridt i den retning i udendørs-systemer vil få stor effekt på grund af vores store arealer med åbne marker (i forhold til drivhuse). Det kan være et skridt, der skubber den konventionelle udendørsavl i retning af de økologiske metoder med alle de grønne effekter, der følger med.