Dambrugene påvirkes i dag alvorligt af sygdomme, hvilket koster døde fisk, arbejdstimer, behandlinger og spildt foderbrug.
Projektets teknologi vil fungere ved at vand fra fiskeproduktionsanlægget føres ind i en lukket maskine, hvor vandet strømbehandles og efterfølgende føres tilbage i anlægget. Strømbehandlingen vil dræbe alt levende i vandet og dermed reducere dambrugets brug af kemikalier og antibiotika, som opdrætteren ellers ville have brugt.
Det forventes samtidig, at dyrevelfærden højnes i takt med at sygdomsbelastningen reduceres. Projektet bidrager til at reducere påvirkningen af miljøet gennem en mindskning af ressourcetabet forbundet med døde fisk.
Hertil forventes en nedgang i brugen af antibiotika som effekt af, at problematiske bakterier fjernes fra procesvandet med projektets teknologi. Projektet forventer at teknologien vil give fiskeopdrættere en betydelig økonomisk gevinst, opnået gennem mindsket tab fra døde fisk, og den deraf afledte omkostning til spildt foderforbrug.