Forhåndsannoncering: I oktober åbner GUDP for ansøgninger til det internationale partnerskab FutureFoodS

18-09-2024

GUDP støtter dansk deltagelse i en række internationale partnerskaber under Horizon Europe. I oktober måned åbnes for ansøgninger til partnerskabet Future of Food Systems (FutureFoodS).

Horizon Europe er EU´s centrale finansieringsprogram for forskning og innovation, der støtter projekter på tværs af landegrænser inden for udvalgte områder. Formålet er at koordinere nationale og regionale forsknings- og innovationsaktiviteter i Europa.

GUDP giver hvert år tilskud til dansk deltagelse i internationale partnerskaber. I oktober måned indkalder GUDP for første gang i 2024 internationale ansøgninger.

Opslaget, der indkaldes til, ligger under partnerskabet Future of Food Systems (FutureFoodS). Visionen for partnerskabet er at finde en retning for miljøvenlige, socialt sikre og retfærdige, økonomiske levedygtige, sunde og sikre fødevaresystemer i Europa inden 2050.

Formålet for partnerskabet er at finansiere internationale forsknings- og innovationsprojekter, der omhandler et af følgende temaer. Hvert tema samler flere af de højt profilerede emner, der er identificeret af partnerskabet.

  1. Fra lineære værdikæder til bæredygtige og modstandsdygtige fødevaresystemer.
  2. Nye fødevarer – fremme af innovationer inden for fødevaredesign, forarbejdning og udbud via omlægning af efterspørgsel og udbud.
  3. Styrke bæredygtige fødevarevalg – aktivering af kostomlægninger og bæredygtige, fremtidige fødevarer i hele Europa

Se mere om de tre temaer her

Det bemærkes at dette opslag hverken omhandler primærproduktion såsom dyrkning af fødevarer, landbrugsproduktion eller andre specifikke aspekter relateret hertil. Ej heller ernærings- eller livstilsrelaterede sygdomme, som dækkes af andre Horizon Europe-partnerskaber.

Medfinansiering med GUDP

GUDP tilbyder medfinansiering til danske partnere, som deltager i de internationale projekter under FutureFoodS.

Opslaget er rettet mod danske universiteter, virksomheder, forskningsinstitutioner og foreninger i Danmark. Alle danske ansøgere skal være registeret i Det Centrale Virksomhedsregister.

Brancheorganisationer og foreninger samt selvejende institutioner betragtes i tilskudsmæssig sammenhæng som private virksomheder.

Alle danske organisationer, der er direkte involveret i projektaktiviteterne, er berettiget til at søge støtte fra GUDP.

Medfinansiering fra GUDP kan maksimalt, samlet set udgøre 500.000 € (ca. 3,75 mio. kr.), mens den enkelte danske partner maksimalt kan modtage 300.000 € (ca. 2,25 mio. kr.).

Den maksimale støttegrad til projektudgifter varierer mellem 25-90%. Uddybende vejledning vil være tilgængelig ved åbning af opslaget.

Der kan forekomme justeringer i opslaget, hvorfor oplysninger på denne side alene skal betragtes som vejledende. Ved tvivl eller fortolkningsspørgsmål henvises til hjemmesiden for opslaget.

Se mere om FutureFoodS her

Få vores nyheder sendt til din indbakke

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få de seneste nyheder tilsendt direkte i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev