Skaber fremtidens fødevareproduktion

Grønt Udviklings- & Demonstrationsprogram er et statsstøtteprogram under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Formålet er at fremme udviklingen af fremtidens fødevareproduktion gennem økonomisk støtte til innovative og forretningsorienterede projekter.

Grønt Udviklings- & Demonstrationsprogram (GUDP) støtter udviklingsprojekter inden for hele fødevaresektoren i Danmark på tværs af værdikæden.

Formålet er at fremme en grøn og samtidig økonomisk bæredygtig udvikling i hele sektoren – fra primærproduktionen i landbruget, fiskeri og akvakultur over forarbejdning til afsætningsleddet. Både indenfor konventionelle og økologiske fødevarer.

GUDP-projekterne skal bidrage med løsninger på de miljø- og klimaudfordringer, samfundet står over for. Dét skal samtidig foregå på en forretningsorienteret måde, hvorfor der stilles krav til, at alle projekter skal have effekter på bøde grønne og økonomiske parametre.

GUDP indkalder to gange årligt projektansøgninger til ordinære ansøgningsrunder, mens der én gang årligt indkaldes ansøgninger til det økologiske program ORDD.

Derudover finansierer GUDP dansk deltagelse i internationale partnerskaber under Horizon Europe, der løbende offentliggør opslag for forsknings- og innovationsprojekter inden for partnerskabernes respektive områder.

Finansieringen af de ordinære runder, det økologiske program og det internationale samarbejde sker på bevilling fra Finansloven.

Endelig annoncerer GUDP med mellemrum særlige puljer med fokus på udvikling inden for et specifikt område. Hidtil har der eksempelvis været indkaldt til særpuljer for biosolutions, klimateknologi, grøn bioraffinering mv.

Se mere om GUDP´s forskellige tilskud her

Organisering

GUDP er et statsstøtteprogram under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og administreres af et sekretariat beliggende i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Programmet bliver ledet af en ministerudpeget bestyrelse, bestående af repræsentanter fra erhvervslivet. Det er bestyrelsen for GUDP der beslutter, hvilke projekter der skal have tilsagn.

Se mere om bestyrelsen for GUDP her