2021 er for længst passeret, og der kan nu gøres status på et år, hvor der igen er sat gang i en bred vifte af grønne projekter inden for plante- og husdyrproduktion, forarbejdning og afsætning, fiskeri, akvakultur og økologi med støtte fra Grønt Udviklings- & Demonstrationsprogram (GUDP).
Årets helt store sektor har vist sig at være innovation inden for forarbejdnings- og afsætningssektoren, hvilket er første gang siden programmets opstart i 2010.
At sektoren er usædvanligt godt repræsenteret blandt projekterne er ikke gået ubemærket hen hos bestyrelsesformand i GUDP Mikael Thinghuus, der samtidig roser sektoren for dens innovative tankegang:
”Det er tydeligt for bestyrelsen, at fødevareerhvervene har en stor innovationskraft, som vi er glade for at bakke op om igennem GUDP. Vi vil især gerne fremhæve, at hovedparten af de projekter, som startede op i 2021 angav at reducere udledningen af klimagasser. Desuden så vi i forarbejdningssektoren mange spændende nye projekter, der udvikler alternative proteiner eller fødevareingredienser, eller omdanner madrestprodukter til nye fødevarer. ”
Øget fokus på klimapåvirkning
Selvom grøn udvikling nok for de fleste rimer på at begrænse klimapåvirkning, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at GUDP´s projekter altid har klima-mål som primær motivation. Der er mange måder at udvikle grønt på, og i mange tilfælde er den reducerede klimapåvirkning en effekt af andre mål.
Imidlertid har hoveddelen af årets GUDP-støttede projekter angivet ”at begrænse klimapåvirkningen” som effekt af projektet, hvilket fint afspejler bestyrelsens målsætning for fokusområderne i 2021.
Et særligt fokus for GUDP´s handlingsplan 2021 var nemlig, at nye projekter skulle besidde direkte, målbare klimaeffekter. Resultatet af GUDP-bestyrelsens skærpede fokus på klimapåvirkning betyder, at hele 73% af de igangsatte projekter i 2021 har angivet at ville reducere udledningen af klimagasser. Det er ca. 20 pct.-point flere, sammenlignet med 2020.
85% succesrate
I 2021 har bestyrelsen fået programmet evalueret af DAMVAD Analytics og Muusmann for at trykteste, om GUDP-indsatsen på den lange bane rent faktisk batter noget. Og resultatet er yderst opløftende.
Evalueringen har for det første bekræftet, at GUDP sikrer projekter, der ellers ikke ville blive gennemført, fordi de typisk er for risikofyldte, og dermed ikke kan finde finansiering andetsteds. Samtidig angiver hele 85% af evalueringens respondenter, at de forventer at kunne kommercialisere projektet.
”Den omfattende evaluering viser bl.a., at GUDP har afgørende betydning for udviklingen af nye grønne fødevareteknologier og videreudviklingen af eksisterende. ” siger formanden for GUDP´s bestyrelse Mikael Thinghuus.
Foruden at bekræfte programmets relevans, har evalueringen samtidig givet bestyrelsen et par gode anbefalinger, som kan medtages i arbejdet med at udvikle GUDP´s næste strategi for 2023-26.
Hvad kan vi så forvente af de nye projekter?
Med opstart af 47 nye projekter i 2021, kan vi forvente rigtig mange spændende nye tiltag, som vi løbende vil introducere og følge op på her på GUDP’s hjemmeside. Overordnet kan det dog siges ganske kort: Vi kan forvente projekter, der vil bidrage til den grønne udvikling.
Lidt mere konkret kan vi løfte sløret for, at vi det kommende år kommer til at give en nærmere præsentation af projekter med spiseligt engangsservice, kameraer der skal fange haltende køer, så der kan sættes tidligt ind med behandling, samt kystfiskere og havbønder der i fællesskab vil høste tang og blåmuslinger langs de danske kyster og mange flere spændende grønne projekter.
Du kan læse hele GUDP´s årsberetning her