Ny publikation giver overblik over det grønne fundinglandskab

12-10-2023

Står du med en god idé til et forsknings- og innovationsprojekt inden for energi, miljø og grøn udvikling, og er du i tvivl om, hvilke offentlige tilskudsmuligheder, som favner din idé?

Så er der hjælp at hente i den nye publikation ’Fundinglandskab – energi, miljø og grøn udvikling’.

Publikationen er blevet til i et samarbejde mellem Innovationsfonden og de tre udviklings- og demonstrationsprogrammer: EUDP, MUDP og GUDP.

Publikationen giver ansøgere et overblik over, hvad der er af muligheder for at søge offentlige tilskud og investeringer i et projekt inden for emnerne energi, miljø og grøn udvikling. I publikationen beskrives forskelle og snitflader mellem de offentlige programmer, og ansøgere guides i den rigtige retning.

Du kan finde publikationen ’Fundinglandskab – energi, miljø og grøn udvikling’ her

I publikationen kan du læse om

Innovationsfonden, Grand Solutions

Innovationsfondens Grand Solutions-program investerer i ambitiøse, tværgående forsknings og innovationsprojekter, der skaber nye, konkrete løsninger på vigtige politisk prioriterede samfundsudfordringer, og som skaber værdi for Danmark. Projekterne har typisk en høj risikoprofil.

Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP)

EUDP understøtter de energi- og klimapolitiske målsætninger gennem tilskud til udvikling og demonstration af nye energiteknologier, der bidrager til at nå målene. EUDP fremmer udvikling af erhvervspotentialer ved at bringe nye løsninger over kløften mellem ’proof of concept’ og ’proof of business’ til gavn for vækst og beskæftigelse.

Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP)

GUDP støtter udviklings- og demonstrationsprojekter inden for hele fødevaresektoren i Danmark på tværs af værdikæden. Målet er at fremme en grøn og samtidig økonomisk bæredygtig udvikling i hele sektoren fra primærproduktionen i landbrug, fiskeri og akvakultur over forarbejdning til afsætningsleddet.

Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP)

MUDP støtter virksomheder, der investerer i udvikling af fremtidens miljøteknologiske løsninger, eller som ønsker at afprøve og demonstrere ny teknologi i fuldskala. Virksomheder kan samarbejde f.eks. med andre virksomheder, brancher og vidensorganisationer.

Få vores nyheder sendt til din indbakke

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få de seneste nyheder tilsendt direkte i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev