”Landbruget skal klima-omstilles. Fødevareproduktionen skal være langt mere skånsom overfor natur og vandmiljø. Dyrevelfærden skal løftes. Det er blot et udpluk af de overskrifter, som tegner debatten om fremtidens fødevareproduktion i Danmark”.
Sådan indleder bestyrelsesformand Mikael Thinghuus årsberetningen for 2023, og fortsætter:
”Og sjældent har det offentlige samtaleemne i så høj grad cirklet om de problemstillinger, som Grønt Udviklings & Demonstrationsprogram er sat i verden for at hjælpe til med at løse”.
Det understreger betydningen af programmet, og hvilken rolle, programmet spiller i den grønne transformation af den danske fødevaresektor.
Konkret har GUDP i 2023 bidraget med 270,6 mio. kr. til den grønne transformation gennem 41 projekter. Langt hovedparten – 68 procent – af de nye projekter, adresserer begrænset udledning af klimagasser som primær eller afledt grøn effekt.
Se Årsberetning 2023 her
Fem fokusområder i 2023
I 2023 havde bestyrelsen for GUDP fokus på fem overordnede områder, hvad angår prioritering af projektansøgninger.
De fem fokusområder var klima, biodiversitet (herunder netværksprojekter), vandmiljø, effektiv ressourceudnyttelse (herunder reduktion og forebyggelse af madspild) samt fokus på værdikæder.
Fire af de fem fokusområder omhandler hvordan bestyrelsen vil prioritere grønne effektmål i udvælgelsen af nye projekter.
Det femte fokusområde, værdikæder, handler om det enkelte projekts sammensætning af projektpartnere, der er nødvendige for at få det fulde udbytte af projektet.
I årsberetningen 2023 løfter bestyrelsen for GUDP sløret for, hvordan man er lykkedes med at indfri de fra starten opsatte målsætninger for året.
Af nøgletal, relateret til fokusområder, kan her nævnes, at 68 procent, som anført ovenfor, adresserer begrænset udledning af klimagasser som primær eller afledt effekt. 46 procent af projekterne arbejder med begrænset udledning af kvælstof, fosfor og pesticider, hvilket afspejler bestyrelsens fokus på vandmiljøet.
Målsætninger for effekt
I 2023 fik GUDP en ny strategi, og med den indførte bestyrelsen konkrete målsætninger for nye GUDP-projekters effekt:
”Der er derfor i strategien opsat mål for projekternes gennemsnitlige stigning i TRL-niveau. TRL-niveauet giver et bud på teknologiernes fremdrift mod markedet. Vi søger også at måle programmets effekt på projekternes succesrate” som Thinghuus skriver i forordet.
Lovgrundlaget for GUDP stiller krav om, at der opnås effekt på både den grønne og økonomiske bundlinje, samt at det løbende monitoreres, om programmets tilskud skaber effekt.
Samtidig gav Rigsrevisionens beretning om effekt i de statens grønne programmer yderligere anledning til, at GUDP skærper fokusset på effektmåling. Både hvad angår det enkelte projekt, men også om programmet samlet set lykkes med at understøtte løsninger, der kan skabe grønne effekter og økonomisk vækst.
Bestyrelsens fokus på effektmåling fortsætter således også ind i 2024, som Thinghuus uddyber i forordet:
”Derfor vil GUDP-bestyrelsen i 2024, i samarbejde med sekretariatet, vurdere, hvordan grundlaget for at følge med i effekten af det samlede program kan forbedres. I de årlige handlingsplaner vil bestyrelsen bl.a. opstille kvantificerbare målsætninger for de enkelte indsatsområder, som bestyrelsen løbende kan monitorere og rapportere i de årlige beretninger”.
I årsberetningen for 2023 har bestyrelsen allerede valgt at signalere det øgede fokus på effekt ved at introducere et udvidet afsnit om årets afsluttede GUDP-projekter.
I pågældende afsnit fremgår information om, hvordan det enkelte projekt er lykkedes med at gennemføre projektet samt i hvilken udstrækning, projektet har indfriet de fra starten opsatte målsætninger. Hertil fremgår information om de forventede grønne og økonomiske effekter i de tilfælde, hvor det har været muligt at opstille et realistisk estimat ved projektafslutning.
Se meget mere om de resultaterne fra de afsluttede projekter i årsberetningen for 2024.
Se Årsberetning 2023 her