Årets anden ansøgningsrunden har været kendetegnet ved en særlig høj faglig kvalitet blandt de indsendte projekter. Bestyrelsen fremhæver, at både graden af nytænkning, faglig dybde og erhvervsmæssigt potentiale har ligget på et højt niveau. Det har gjort udvælgelsesprocessen både inspirerende og vanskelig.
”Jeg vil gerne kvittere for de mange gode ansøgninger. Niveauet har i denne omgang været ekstraordinært højt, hvilket har gjort det særligt vanskeligt at udvælge de projekter, der skal have tilsagn om tilskud fra denne runde. Jeg håber at se adskillige af de afslåede projekter igen. Havde puljen været større, havde der været nok projekter at vælge imellem”, siger Mikael Thinghuus, formand for GUDP.
Se alle de nye projekter i tilsagnskataloget for runde 2, 2025
Stort spænd i både tematikker og aktører
Foruden ansøgningsrundens ordinære pulje på ca. 90 mio. kr., blev der i samme ombæring udbudt to særpuljer til henholdsvis forskning i alternative proteiner til foder på 25 mio. kr. samt til biosolutionsteknologier herunder præcisionsfermentering og CO2-til-protein på 15,5 mio. kr.
Den store pulje har derfor også været medvirkende til, at de projekter, der har modtaget tilsagn om projekttilskud, bredt afspejler GUDP´s formål.
Projekterne drives af et bredt felt af aktører, herunder virksomheder, forskningsinstitutioner og partnerskaber på tværs af værdikæderne. Til sammen afspejler de både sektorens modenhed og dens ambitioner for fremtidens grønne fødevareproduktion.