Opdatering: Denne nyhed er opdateret 27/6. Tallet for det samlede uddelte beløb fremgik af den oprindelige nyhed at være 105 mio. kr. Tallet er ændret til 101 mio. kr.
Med over 50 ansøgninger, og en søgning på mere end 350 mio. kr., var der stor rift om puljen i årets første ansøgningsrunde.
Nu har bestyrelsen for GUDP taget stilling til, hvilke projekter der skal have tilsagn om projekttilskud – og dermed grønt lys til projektstart – fra årets første ordinære pulje.
I alt har 15 projekter fået tilsagn om projekttilskud for en samlet beløbsramme på 101 mio. kr.
De 15 projekter spænder bredt over GUDP´s grønne indsatsområder, og vil – som indledningen antyder – arbejde med alt lige fra bekæmpelse af bladlus ved brug af guldøjer (et nyttedyr), over udvikling af en ny plantebaseret proteindrik med mikroalger målrettet sundhedssektoren, til udvikling af et nyt foderprodukt på strandkrabber målrettet fiskeopdræt.
Du kan se meget mere om de nye projekter fra årets første ansøgningsrunde i tilsagnskataloget.
Hent tilsagnskatalog for runde 1, 2025
Sådan fordeler projekterne sig
Sammensætningen af projekter fra GUDP´s første ansøgningsrunde i 2025 spænder bredt, og adresserer til sammen fem ud af GUDP´s syv grønne indsatsområder som primært indsatsområde.
I 2025 har bestyrelsen for GUDP fokus på projekter, der arbejder med lavere klimabelastning eller med reduktion af kvælstof til vandmiljøet i Danmark.
Dét fokus afspejles i sammensætningen af projekter fra årets første ansøgningsrunde, idet over 50 pct. af midlerne fra puljen er gået til projekter, der arbejder inden for enten ”begrænset udledning af klimagasser” eller ”reduceret påvirkning af miljøet fra kvælstof, fosfor og pesticider”.