Regeringen har besluttet at skærpe indsatsen for at fremme af biosolutionsteknologier, herunder præcisionsfermentering og ”CO2 til protein”, i Danmark med en særpulje på 15,5 mio. kr. Puljen udbydes som en del af GUDP´s anden ansøgningsrunde, der åbnede den 13. juni.
Initiativet har til formål at sikre finansiering til forskning, udvikling og validering af biosolutions, som bl.a. kan bidrage til bæredygtig produktion af proteinrigt foder til animalsk produktion i landbruget.
Biosolutions-teknologier, herunder præcisionsfermentering og ”CO2 til protein”, kan bidrage til at opfylde klimamålene ved at reducere CO2-udledningen fra bl.a. landbrugs- og fødevareproduktionen, men virksomheder, som udvikler nye løsninger, begrænses bl.a. af manglende muligheder for udvikling og demonstration.
Der stilles krav til, at de projekter, der søger særpuljen, indeholder en forskningsaktivitet, men GUDP støtter hele projektet, og ikke kun den andel, der udgøres af forskningsaktiviteten.
Til projekter i særpuljen kan der opnås tilskud til det enkelte projekt inden for en beløbsramme fra 250.000 kr. til 15 mio. kr. Hvis projektet ikke opnår støtte under særpuljen, vil det automatisk komme i betragtning i den ordinære pulje.
Særpuljen målrettet biosolutionsteknologier er den anden af to særpuljer i den igangværende ansøgningsrunde (ansøgningsrunde 2, 2025), og har samme ansøgningsfrist som de øvrige puljer, torsdag d. 28. august kl. 12:00 (middag).
Find ansøgningsmaterialet her
Særpulje målrettet forskning i alternative proteiner til foder
Ved åbning af den anden ansøgningsrunde i 2025 kunne GUDP offentliggøre, at ansøgningsrunden rummer en særpulje målrettet forskning i alternative proteiner til foder på 25 mio. kr.
Projekterne, der søges dén særpulje, skal understøtte omstillingen til et mere plantebaseret og miljøvenligt fødevaregrundlag, herunder reducere afhængigheden af importeret foder, særligt soja, og derigennem bidrage til en konkurrencedygtig og fremtidssikret fødevaresektor.
Se mere om særpuljerne her
Få mere information om GUDP
Hvis du er interesseret i at få mere information om de to særpuljer samt hvordan du søger om projekttilskud, så kan du deltage i GUDP´s informationsmøde, der afholdes:
Onsdag den 25. juni 2025 kl. 10 – 13.
På mødet vil du modtage generel information om programmet samt specifik information om ansøgningsrunden samt ansøgningsmaterialet, og så vil der naturligvis være mulighed for at stille spørgsmål.
Du tilmelder dig informationsmødet her
I tvivl om, at dit projekt er relevant?
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din idé lever op til kriterierne for at modtage projekttilskud fra GUDP, er du velkommen til at sende GUDP-sekretariatet en kort projektbeskrivelse.
Derefter vil sekretariatets faglige sagsbehandlere vende tilbage med kvalificeret vejledning, og måske skubbe din idé tættere på virkeligheden.
Din korte projektbeskrivelse skal udfyldes i vores formular, og må højst fylde én side.
OBS! Bemærk at deadline for indsendelse af en kort projektbeskrivelse til GUDP´s runde 2, 2025 er 14. august kl. 12:00 (middag). Projektbeskrivelser indsendt før den 14. august 2025 vil få svar inden fristen for ansøgninger til ansøgningsrunden.
Formularen til projektbeskrivelsen finder du her