FIBERMÆLK – Reduceret klima- og miljøaftryk fra mælkeproduktionen gennem øget fiberfordøjelighed af græs- og bælgplanteafgrøder

2024

Med et tilsagn på 14,8 mio. kr. vil FIBERMÆLK skabe fundamentet for fremtidens foderafgrøder: ”Det handler om at forbedre konkurrenceevnen for flerårige, grønne afgrøder” fortæller projektleder Nikolaj Peder Hansen fra Aarhus Universitet.

Mælkeproduktionens klima- og miljøaftryk skal nedbringes.

Vejen dertil snor sig ad mange spor: Metanreducerende fodertilsætning, styrket sundhed der fastholder ydelsesevnen, målrettede avlsplaner og nye foderblandinger er blot nogle af de mange tiltag, der også med GUDP-støtte, arbejder mod at nedbringe aftrykket fra mælkeproduktionen.

Nu sætter et nyt GUDP-projekt fokus på et område længere tilbage i værdikæden: marken, hvor foderet til malkekøerne dyrkes.

GUDP-projektet FIBERMÆLK vil frembringe ny viden om fiberegenskaber og fordøjelighed af græsmarksafgrøder med henblik på at fremavle nye sorter og frøblandinger. Disse skal være bedre for miljø og klima end de traditionelle foderafgrøder som majs og korn. Projektleder Nikolaj Peder Hansen fra Aarhus Universitet uddyber:

”I stedet for at suboptimere i mælkeproduktionen for at reducere metan, eller i planteproduktionen for at reducere kvælstofudvaskningen, er vi nødt til at tænke det hele sammen. Vi har behov for at gøre foderværdien af græsmarkafgrøder så god som muligt, så vi kan dyrke en afgrøde, der effektivt binder kulstof og nedbringer udvaskningen af kvælstof”.

En ”fiberredning” for klima og miljø

Konkret er målet for FIBERMÆLK, at øge flerårige grønne afgrøders konkurrenceevne overfor f.eks. majs og korn.

Flerårige græsmarksafgrøder, som f.eks. græs, kløver og lucerne er nemlig meget mere effektive til at binde CO2 fra atmosfæren såvel som kvælstof i jorden end de etårige foderafgrøder:

”Det handler om at øge andelen af flerårige, grønne afgrøder, såsom græs, kløver og lucerne, i sædskifterne – særligt i de områder, hvor der er tendens til kvælstofudvaskning. Problemet med græsmarksafgrøder er dog, at de er langt mindre fodereffektive sammenlignet med majs og korn” fortæller Nikolaj Peder Hansen og fortsætter:

”Når vi traditionelt har udskiftet majs og korn med græs, har vi set en tendens til højere metanudledning. Derfor har vi behov for en højere foderværdi i græsset”.

Højere foderværdi betyder lavere metanudledning pr. liter mælk i den forstand, at der produceres mere mælk på den samme mængde foder og det samme antal køer.

Derfor har FIBERMÆLK som mål at afdække den direkte effekt af sorter med høj fiberfordøjelighed (såsom græsmarksafgrøder) på udledningen af metan.

Samtidig vil projektet koble den nye viden om fiberegenskaber og fordøjelighed med henblik på at udvikle metoder, der med stor præcision kan forudsige potentialet for metanemission og mælkeproduktion i nye afgrødesorter, og dermed effektivisere udvælgelsen af nye sorter.

Resultater og metoder skal sidenhen bruges af fodervirksomheden DLF til at fremavle og forædle nye græsmarksafgrøder, der kan konkurrere med korn og majs på foderværdien, hvilket svarer til at øge foderværdien med 5 pct.

Ved en forbedring på 5 pct. i foderværdi, forventer FIBERMÆLK at kunne reducere drivhusgasudledningen med knap 60.000 tons CO2æ om året ved udbredelse til ca. 60 pct. af mælkeproducenterne. Dét svarer til den årlige udledning fra 9.000 danskere*.

Lykkes det projektet at øge foderværdien, forudses desuden et potentiale for at omlægge over 38.000 ha majs og korn til græs- og bælgfrugtsafgrøder, hvilket åbner et potentiale for at reducere kvælstofudvaskningen med 2.307 tons pr. år. Hertil vil behovet for pesticidbehandlinger falde markant, idet behovet for behandlinger i græsmarksafgrøder er betydeligt mindre.

FIBERMÆLK fik tilsagn om projekttilskud i GUDP´s anden ansøgningsrunde i 2023 og forventes i mål med udgangen af 2027.

Få vores projektnyheder i din indbakke

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få de seneste projektnyheder tilsendt direkte i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev

Projekttitel

FIBERMÆLK – Reduceret klima- og miljøaftryk fra mælkeproduktionen gennem øget fiberfordøjelighed af græs- og bælgplanteafgrøder

Projektdeltagere

Aarhus Universitet, DLF Seeds A/S, ARLA Foods

Projektperiode

Januar 2024 til december 2027

Bevilget beløb

14.814.369 kroner