Projekter med fokus på klima

Klima dækker projekter, der direkte eller indirekte arbejder med løsninger, som vil nedbringe fødevareerhvervets udledning af metan, lattergas og kuldioxid samt projekter, der omfatter klimatilpasninger

Begrænset udledning af klimagasser

Begrænset udledning af klimagasser dækker projekter, der direkte eller indirekte arbejder med løsninger, som vil nedbringe fødevareerhvervets udledninger. Enten direkte i kraft af projektets aktivitet, eller som en positiv afledt effekt af projektet.

Siden programmets opstart har GUDP´s strategier haft reduceret klimapåvirkning som en høj prioritet for programmets indsatsområder.

Reduktion af metan

Reduktion af klimagassen metan gælder særligt initiativer indenfor kvægbrugssektoren. Virkningen af metan er 25 gange kraftigere end CO2, og udgør ca. 54 procent af landbrugets samlede udledning.

Indenfor reduktion af metan giver GUDP støtte til en lang række projekter med forskellige virkemidler. Det kan være projekter der vil sænke kvægs metanudledning gennem nyt foder eller fodersammensætninger, eller ved demonstration af foderadditiver, der sænker metandannelsen i vommen.

Et godt eksempel er projektet METAKS, der demonstrerer hvordan additivet Bovaer® i praksis implementeres på en effektiv måde på bedriften.

Se mere om METAKS her

Reduktion af lattergas

Den største kilde til udledning af lattergas er husdyrgødning og omsætning af kvælstof i jorden. Virkningen af lattergas er 298 gange kraftige end CO2 og udgør ca. 44 procent af landbrugets samlede udledning.

For at sænke udledningen af lattergas fra primærproduktionen støtter GUDP eksempelvis projekter, der har som mål at reducere udbringningen af kvælstof på marken. Eksempelvis gennem teknologier, der gør det muligt at præcisionsgødske.

Et godt eksempel er også projektet ZERO, der udvikler klimaneutrale værdikæder for produktion af havre og rugbrød. For at gøre værdikæderne klimaneutrale, anvender projektet bl.a. nitrifikationshæmmere, der reducerer udledning af lattergas i forbindelse med gødskning.

Se mere om ZERO her

Reduktion af kuldioxid

Udledning af kuldioxid (CO2) kommer primært fra biologiske processer, når organisk materiale nedbrydes i jorden og omdannes til CO2. Kuldioxid udgør ca. 2 procent af landbrugets samlede udledning.

Et godt eksempel på et projekt, der vil reducere nedbrydningen af organisk materiale i jorden er projektet ”Udvikling af synergi mellem biogas og pyrolyse”, der ved hjælp af pyrolyse vil omdanne restfraktionen fra biogas til biokuld, og derefter udbrede det på marken. Da kulstofindholdet i biokuld er yderst stabilt sker nedbrydningen af kulstoffet meget langsomt, hvorved CO2-udledningen reduceres.

Se mere om Udvikling af synergi mellem biogas og pyrolyse her

Klimatilpasninger

Klimatilpasninger dækker projekter, hvor der anvendes eksisterende eller udvikles nye tiltag, metoder eller teknologier, herunder forædling af nye sorter, der hjælper fødevareproduktionen med at imødegå klimaændringer såsom varmere somre med flere tørkeperioder, men også større risiko for større og flere skybrud.

Et godt eksempel på et projekt, der arbejder under området klimatilpasninger, er projektet FrostProInno, der udvikler løsninger til at undgå eller reducere frostskader i for tidligt blomstrede blomsterknopper. Tidlig blomstring er et hyppigere set fænomen som effekt af lunere forårsmåneder.

Se mere om FrostProInno her

Få vores projektnyheder i din indbakke

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få de seneste projektnyheder tilsendt direkte i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev