Grøn og økonomisk bæredygtighed

Vores vision er en dansk fødevareproduktion, som er klimaneutral, tager hensyn til natur, miljø og dyrevelfærd og som samtidig er rentabel og producerer sunde, sikre og velsmagende fødevarer.

GUDP´s strategi opstiller pejlemærker og strategiske mål for, hvad GUDP-projekterne skal bidrage med for at løse de miljø- og klimaudfordringer, som samfundet står over for.

GUDP-projekterne skal skabe positive effekter på både grønne og økonomiske parametre. De grønne mål skal opnås ved at sikre et højt niveau inden for klima-, natur- og miljøbeskyttelse samt dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og sundhed.

Hertil skal en velunderbygget forretningsplan for projekterne være med til at sikre, at de økonomiske effekter nås, enten i form af øget indtjening hos de deltagende virksomheder eller som videre økonomisk effekt i erhvervet og samfundet.

I GUDP vil virkeliggøre vores vision ved at støtte innovative og forretningsorienterede projekter der

  • Er gennemtænkt i hele værdikæden, så det sikres, at fødevareerhvervet også på sigt er konkurrencedygtigt
  • Udvikler klimaneutrale og miljøvenlige løsninger
  • Reducerer madspild til gavn for hele samfundet
  • Imødekommer markedets/forbrugernes behov eller efterspørgsel på nye klimavenlige og bæredygtige fødevarer

Strategien er 4-årig og implementeres gennem 1-årige handlingsplaner, der sætter rammen for de ordinære ansøgningsrunder i GUDP.

Det er bestyrelsen for GUDP, der udarbejder strategien, som godkendes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Den gældende strategi er godkendt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri d. 28. april 2023.

Hent GUDP’s strategi 2023-2027

Strategiske mål for GUDP

Bestyrelsen for GUDP har med udgangspunkt i GUDP’s formål i GUDP-loven, vision, mission og pejlemærker for Danmarks fødevareproduktion opstillet en række strategiske mål, der tydeliggør, hvad vi i GUDP vil opnå.

GUDP vil understøtte den grønne omstilling af fødevareerhvervet og udviklingen af løsninger, der fremmer en klimaneutral fødevareproduktion.

GUDP vil understøtte udviklingen af tiltag, der tilpasser fødevareproduktionen til et ændret klima.

GUDP vil understøtte udviklingen af tiltag, der kan reducere udledningen af kvælstof, fosfor og pesticider til vandmiljøet og sårbare naturtyper.

GUDP vil understøtte udviklingen af løsninger inden for fødevareerhvervet, der fremmer beskyttelse af natur, især biodiversitet.

GUDP vil understøtte udviklingen af bæredygtige, sunde, grønne proteiner og fødevareingredienser.

GUDP vil understøtte udviklingen af løsninger, der sikrer en effektiv ressourceudnyttelse, mindre spild og udviklingen af en cirkulær økonomi.

GUDP vil understøtte udviklingen af løsninger, der sikrer høj dyrevelfærd.

GUDP vil støtte projekter, der har markedspotentiale, fremmer økonomisk vækst og et konkurrencedygtigt fødevareerhverv.